Life goes on. Er det ikke det man altid får at vide? Når vi bliver ramt af sorg, ulykke? Når vi mister noget, noget der har været betydningsfuldt for os, vil venner, familie, folk omkring os forsikre os at det nok skal gå. At vi en dag vil vågne op, lykkelig igen, og intet huske. Men kan det passe? Vil fortiden ikke altid hjemmesøge os? Minder, smil, og ord vil altid ligge derinde. Jeg kan gå i evigheder og begrave det dybt blandt distraherende tanker og oplevelser, men jeg tvivler på om det nogensinde vil forsvinde. Jeg går et sted, forbi et træ jeg for flere år siden lå under sammen med dig, og jeg er tilbage. Imellem tiden har jeg opbygget et nyt liv. Nye mennesker, nye følelser, en ny måde at tænke, men det her rammer mig. Hvor gammel er jeg? Hvor længe har jeg gemt mig? Gemt mig fra alt der gjorde så ondt. Har jeg nogensinde fået en afslutning?
Du lærte mig noget, du lærte mig meget, og det har jeg fået besked på at glemme. Men det var så værdifuldt, så udfordrende og nyt for mig, burde jeg ikke gemme alt dette et sikkert sted? Håndtere smerten. Vil jeg en dag kunne se tilbage på det som noget posetivt, og ikke få den sædvanlige stikken i hjertet? Jeg ved det ikke. Det vil vel vise sig med tiden.
Åh de minder, en del af dem jeg har skrevet ned, en del jeg har slettet, forsøgt i hvert fald.